Velkommen til min blog

Denne blog kommer til at fungere som en slags dagbog under mit udlandsophold i Melbourne, Australien. Håber på at kunne holde venner og familie opdateret med billeder og små historier fra hverdagen hernede. God fornøjelse! :)

tirsdag den 29. januar 2008

New Zealand - Sydøen

    Første dag på Sydøen. Vi vågnede op til en fantastisk udsigt fra campingpladsen.. og skyndte os at lave en stor potion chilli con carne som skulle med på vandretur. Vi fandt vej ned til havnen hvor vi fik mere info omkring Marlborough sounds, et flot sund med en masse vandreturer som vi gerne ville ud på. Det endte med at vi kørte ad små snoede bjergveje til Torea Bay og satte bilen. Vi pakkede hvad vi skulle bruge til en to-dages vandretur på Queen Charlotte track. Efter en lang opstigning som bekræftede os i at alt ikke er lige så flat som Danmark gik det op og ned igennem regnskov og forbi fantastiske udkigsposter. Efter ca. 5,5 times gåtur nåede vi frem til dagens mål; et lille campsite med primitive faciliteter, et læskur til madlavning, en tønde med regnvand og et LONG-DROP toilet (som fungerer præcist som navnet lyder). Her slog vi det medbragte telt op, varmede chilli con carne, delte en medbragt mini-flaske rødvin og nød solnedgangen højt over Marlborough Sounds. IMG_0150 IMG_0124

IMG_0151Natten var en kold fornøjelse og tidligt næste morgen gik turen videre til vores pick-up point Camp bay. Efter 2,5 time kunne vi sidde og nyde en is mens vi ventede på den vandtaxi som skulle tage os tilbage til vores bil. Det er en helt unik oplevelse at være steder hvor man kun kan komme til fods. Bådturen hjem var smuk og det var sjovt at se hvor vi havde gået fra vandsiden..hele tiden blev der tænkt ¨var vi virkelig helt der oppe¨?  Ialt blev det til en tur på 24km. Tilbage ved bilen satte vi kursen mod Nelson. En lille hyggelig by tæt på Abel Tasman Nationalpark, her slappede vi lidt af i vores ømme ben og spiste god frokost. Fik også bestilt en Kajak/vandretur i Abel tasman nationalpark til næste dag. Dagen startede tidligt med den særeste vandtaxi-tur nogensinde. Vi blev sat på båden, båden blev spændt på en traktor og så kørte traktoren ellers i vandet med båd, os og det hele. Den slap os dog da båden ikke kunne ¨bunde¨ mere. Det var en vild bådtur hvor man virkelig skulle holde godt fast. Kajakturen var smuk, men bar desværre præg af meget ventetid på den familie som også var med, lidt ærgeligt! IMG_0002IMG_0015IMG_0017 IMG_0030 Lige som man havde fået taget på den lille båd var turen slut. Øv! Vi spiste frokost med guiden og gik derefter en to timers tur til pick-up point. Her havde vi lige en god time til at bade, skønt, men også eneste gang vi stiftede bekendskab med New Zealands lidt for forfriskende vandtemperaturer. Tilbage på bredden satte vi kursen mod en billig campingplads, River view, lige uden for Murchison. Næste dag kørte vi et langt stykke, hvor vi stoppede ved en del turistatraktioner på vejen, Pancake Rocks, blowholes og en sælkoloni med masser af sælunger som rendte rundt og legede i små pytter vand. Såå fantastisk søde!      IMG_0068 Om natten sov vi på en DOC (Department of Conservation) camp site, det er billige primitive camp spots som altid ligger i rigtig smukke omgivelser. Vi lavede god trangiamad igen og om morgenen spiste vi ved søen.. så smukt!

Herfra kørte vi til byen Franz Josef som ligger lige for foden af en af New Zealands største gletchere. Vi tog den ultimative måde at se området på, en helikopter tur på 40 min med landing på isen i 3000 meters højde. Vi fløj rundt om Mt. Cook, NZ´s højeste bjerg, og så to store gletchere. Det var vildt!! og alle (de mange) penge værd. Tak for fødselsdagsgaven mor og far :) IMG_0130IMG_0137IMG_0123 Ovenpå denne oplevelse kørte vi til en by, Haast, som på kortet så ud til at være af rimelig størrelse. Det snød dog.. 295 indbyggere, et hostel og en gammel campingvogns-grill der solgte snaskede burgere.. Frokost fandt vi på det eneste hotel i byen..udemærket. herefter kørte vi lidt rundt og ledte efter den campingplads vi havde udset os, men uden held.. det endte med at jeg gik ind på det samme hotel og spurgte.. det viste sig at alle reklamerne med billige camp sites, hurtigt internet osv. var ønsketænkninger.. stedet var ikke blevet bygget endnu!! haha! Vi fortsatte istedet til Makarora (40 indbyggere), men en virkelig hyggelig campingplads.

Dagen efter kørte vi mod Queenstown gennem det flotteste landskab jeg længe har set, et rent postkort af sneklædte bjerge og spejlblanke søer. Stoppede ved verdens første offenligt tilgængelige bungy jump..for at Mikael kunne tjekke mulighederne for at springe et af verdens højeste bungy jump, The Nevis Jump. puha! Det gik stærkt. der var plads på bussen kl. 15.30 så vi kunne lige nå at spise en lækker frokost på den nærliggende vingård inden afgang -(i tilfælde af at det var vores sidste). Bussen kørte op ad en stejl stejl bjergskråning og så kom der ellers en dal mellem to bjerge til syne, mellem bjergene var der udspændt en wire med et lille hus på.. Vi fik alle seler på, også mig selvom jeg kun skulle kigge på.. sat i en lille lift 200 meter over jorden og så sendt afsted ud til platformen.(allerede nok for mig). Her fik Mikael spændt en god gang velcro på benene og så fik han ellers lov til at springe først, nåede hverken at tænke eller tælle til tre før han skulle ud over kanten og de 134 meter ned med hoved først. Jeg skreg højere end ham da han hoppede og de seje mænd i skuret syntes at jeg var meget tøset. Da han endelig kom til syne igen var hans første kommentar... ¨det er jeg nødt til at gøre igen¨ jeg troede at jeg hørte forkert, men nej efter den sidste i gruppen havde kastet sig ud over kanten, fik han lov at hoppe igen     -denne gang kunne han så tænke over at se sej ud på videoen og opnå højere fart. Syg syg sport!

DSCN5536    DSCN5561 Ja, han sprang fra det lille hus og så næsten ned til vandet.

Næste morgen udnyttede vi et af Queenstowns mange andre "action-packed adventures" og tog på white water rafting. Det var noget af en oplevelse, men dog samtidig ikke det vildeste jeg har prøvet...

Om eftermiddagen kørte vi nordpå til Routeburn Shelter og herfra startede vores fantastiske tre-dages vandretur på en af New Zealands Great Walks, Routeburn track. Det er en tur på 32 km og med 1530 meter som det højeste punkt over havet. Vi gik fra temperet regnskov til sub alpint klima, alle steder hvor smelte-vandet fossede ned i vandfald og floder. Ubeskriveligt smukt! Vi havde pakket så let som muligt med tørret mad og kun lige hvad vi behøvede, det eneste vi ikke skulle have sparet på var varmt tøj, for det var helt sindsygt koldt om natten. Men at gå deroppe med sneklædte bjerge på alle sider var det hele værd. Og vi ville gøre det igen til hver en tid... og alle de små smarte camping ting man kan købe for at gøre turen lidt nemmere er bare alletiders :)

En lille billedserie fra turen:DSCN5568 DSCN5580 DSCN5584 Første campsite, Flats Hut.DSCN5588 DSCN5590 Her er vi gået et godt stykke op og kigger ned på vores første campsite.DSCN5596 En lille regnbygeDSCN5598 DSCN5607På vej opad det højeste bjerg på turen, Conical Hill.DSCN5617

DSCN5616 Her kigger vi ned på vores anden campsite, Lake Mackenzie. Vi boede bagved den hvide sandstrand midt på søbreden.DSCN5622 Vores lille grønne telt, forsøgt isoleret fra skovbunden af Astrofoam.DSCN5633

Så er turen gennemført :) DSCN5634 Herfra blev vi hentet af en bus som kørte os til vores velfortjente cruise på Milford Sound. Det var dejligt at blive forkælet med lækker mad og et varmt bad. Sejlturen var også flot, men ikke flottere end andre smukke steder i New Zealand.DSCN5648 Panorama DSCN5672 Dagen efter kørte vi til Christchurch og afleverede vores skønne bil som har været vores hjem i 17 dage. Tog i lufthavnen og fløj til Melbourne næste morgen.

søndag den 20. januar 2008

New Zealand -Nordøen


Vi stod af flyet i Auckland. Det vil sige at vi besluttede at tage et hurtigt kig på nord-øen i stedet for at flyve direkte til Wellington. Vi brugte god tid i lufthavnen på at finde en god lejebil, fandt et godt tilbud og tog ind til centrum hvor vi checkede ind på ACB backpackers midt i byen, vaskede alt vores klamme og ildelugtende tøj fra Fiji og slappede ellers lidt af. Næste dag gik med at shoppe rundt i byen, indtil vi kunne hente bilen. Bilen blev en lækker rød Mitsubishi som tog os sydpå til Hamilton den aften. Tidligt næste morgen kørte vi til Rotorua, byen med allermest Geotermal aktivitet af hele New Zealand. Vi gik tur i en park med boblende, svovl-stinkende mudderhuller over det hele. Det var en spøjs oplevelse og ikke lig noget jeg har set før, kun det øjeblik hvor mors sovs koger før den får kulør. Herefter kørte vi til en tilsyneladende vild turist attraktion, byen 'Te Wairoa' som under et vulkanudbrud blev begravet og er blevet kaldt New Zealands Pompeii. Det var ærlig talt ret kedeligt og spild af penge. Dog var historien ret interessant og en del flotte hot springs er gået tabt. Senere fandt vi, i lonely planet, det sidste sted i Roturua, med varme kilder, som ikke er blevet gjort til en dyr turistfælde. Det var en lang flod med rigtig varmt vand i små pools. Vi fandt vores egen pool og blev godt varmet igennem, herligt. Senere kørte vi til Taupo og overnattede sammen med lamaer, påfugle og masser af myg. Så blev det til besøg i Tongariro Nationalpark. Vi fandt et kort over de gå-ture som var i området og gik en stor del af den berømte "Tongariro-crossing" fra Mangatepopo til Emerald lakes. Det var en ubeskrivelig tur på 800 højdemeter og 14,4 km lang. Vi klatrede stejlt op over aktive vulkaner, så kratere som for relativt nyligt har spruttet med lava og magma og vandrede lige ovenpå små sprækker med varm damp/gas. Vi gik lige op ad Mt. Doom fra Lord of the Rings. Det var helt fantastisk og jeg håber at billederne kan give jer lidt af følelsen. Kørte til Wanganui og sov den nat på en billig privat campingplads helt ud til en smuk sø, lake Kaitoke. Næste dag i Wellington var det sjovt at se det universitet jeg kunne være endt på hvis jeg havde fået min første prioritet, virkelig taknemmelig for at jeg endte hvor jeg gjorde.
Vi boede på et ombygget kvindehjem som ikke var så imponerende til prisen. Næste dag trampede vi Wellington tyndt og så bl.a. den biograf hvor alle tre lord of the rings film blev vist første gang. Senere tog vi færgen til Picton – Sydøen. Den tog tre timer, en gigantisk færge med kun 20 passagerer. Udsejlingen var smuk i aftensolen. Der var alt fra Nord-øen, den næste beretning må vente – men oplevelserne holder ikke op.

torsdag den 10. januar 2008

FIJI !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! :) -Bulaaa, Nabua, Nacula & Waya

D. 2 januar gik turen til lufthavnen for at flyve til Fiji. Det var meget underligt at flyve ud af Australien uden at tage hjem. Vi landede i Nadi på Fiji´s største ø, Viti Levu, kl. 17 og så skulle vi ellers finde ud af hvor vi skulle bo og hvad vi skulle foretage os den næste uges tid. Det viste sig dog ikke at være noget som helst problem. I lufthavnen blev vi mødt af et stort BUULAAA!! ( hej på fijiansk) af diverse turist/ travel agents som hellere end gerne ville hjælpe os ud af kniben. Meget skeptiske besluttede vi os til at høre hvad de kunne tilbyde os. Vi blev ledt op på et kontor, fik en smuk plastik muslingeskal-halskæde om halsen og så fik vi ellers alt at vide. Efter vi fik gjort ham opmærksom på at vi godt vidste hvad vi snakkede om (vi havde gjort vores forarbejde ved at læse i Lonely Planet bogen) fandt vi frem til at vi skulle besøge tre øer i Yasawa øgruppen, tre af de 350 øer som Fiji består af. Vi kunne ikke komme afsted med den daglige Awesome Adventure flyer katamaran før næste morgen så vi blev indlogeret på et meget billigt dobbelt værelse i Nadi. Faktisk viste sig at det var hjemme hos ham den ene fra rejsebureauet, men de var mægtig flinke og det var den første tætte oplevelse med de lokale. Så blev det min fødselsdag :) Vi havde en hyggelig morgen hvor jeg åbnede mine gaver, rigtig dejligt igen at få kort og gaver fra alle derhjemme, penge og nogle vildt flotte øreringe, som jeg er rigtig glad for. Vi spiste den udsøgte morgenmad der var på ’hostellet’ -saftevand og hvidt toastbrød (har altså fået bedre fødselsdags morgenmad, men vi havde ikke tid til noget som helst andet). Efter morgenmaden blev vi kørt ned til havnen, checkede ind og satte så kurs mod vores første destination. Her startede en 4 timers bådtur hvor jeg aldrig har været så søsyg i hele mit liv. Sad på dækket, i regnen, med hovedet i en pose hele vejen…fantastisk måde at tilbringe sin fødselsdag!!! Om eftermiddagen ankom vi til Nabua Lodge på Nacula Island. Her tilbragte vi to dage. Det regnede meget, men vi var både på snorklingtur til et rev ved The Blue Lagoon og på tur til en grotte hvor man skulle svømme under vand for at komme ind i en anden grotte, det var for uhyggeligt for mig men Mikael var sej og gjorde det. Om aftenen var der fælles BULAA! dans og så drak vi deres traditionelle drink ´Kava’.-en drink som hvis man drikker 2-3 liter af den så bliver din tunge følelsesløs, man bliver træt og får hovedpine.. så ikke fordi det er den vilde rus man kan forvente, men de drikker det alligevel næsten hver eneste aften. Hvorfor er meget svært at forstå. Det eneste jeg fik ud af det var smagen af muddervand i munden og så skulle jeg tisse hele natten. På tredjedagen tog vi videre til Coconut Bay resort på Naviti Island. Her var der meget få gæster og stemningen bar meget præg af at det havde regnet i 5 dage i træk og stort set alle aktiviteter var aflyst. Vi fandt dog på noget at lave alligevel, snorklede, gik ture og var også en tur i en lokal kirke til engelsk/ Fijiansk gudstjeneste –en spøjs oplevelse, vi blev bedt for og velsignet til skyerne, men der var også en del okay musik og sang. Ellers gik dagene med at prøve at tørre vores tøj, som var blevet totalt gennemblødt af transporten til øen og planlægge vores tur til New Zealand. En tur på Honeymoon Beach med badning og snorkling blev det også til, en god afveksling fra den strand vores eget ressort ligger ud til, som ved lavvande afslører et ikke alt for kønt brunt rev. Sidste stop på vores tur var øen Waya. Her ventede der en os en rigtig Fiji oplevelse! Solen skinnede fra en skyfri himmel, turkis-blåt vand og krid hvid sandstrand. De lokale som styrede resortet Sunset Waya var mægtig flinke og hjælpsomme. På dag 2 blev vi sejlet ud til en anden ø for at hæve penge, da vi var løbet tør for kontanter. Egentlig var det lidt besværligt for os, men viste sig at være en utrolig spændende tur. Vi blev sejlet ud af en mand som boede i den village som styrede ressortet og han fortalte en lang historie om hvordan ressortet blev drevet af en enkelt klan pr. år og at tre klaner tilsammen danner en stamme. Han fortalte om hvordan de var blevet lovet guld og grønne skove af en opkøbsmand, hvilket resulterede i at de mistede al kontakt med deres agenter og andre samarbejdspartnere og var på randen af konkurs. Nu er de så ved at bygge hele forretningen op fra bunden igen, de har dårligt råd til mad til de få gæster (os) som kommer og bor på ressortet, så de må låne fra de andre resorts på de nærliggende øer, samle hvad de kan finde i naturen og give os en masse pasta og ris for at holde os mætte. Vi mærkede det også, maden var den værste vi fik på hele ugen, men det gjorde ikke noget for omgivelserne var fantastiske. Vi snorklede, badede og så solopgang på den ene side og solnedgang på den anden side af den tange hvor resortet lå. Vi var også på besøg i en nærliggende village for at købe noget kunsthåndværk, se skolen, kirken og husene de bor i. Og tjek lige udsigten fra vores spisested :) Efter en festlig farvel sang fra resortets bestyrer :) Tog vi katamaranen ind til fastlandet ( Fiji´s største ø) overnattede og fløj så til New Zealand hvor vi landede i dag først på eftermiddagen. Vi skulle have været fløjet til Wellington, men besluttede os at ´stige´ af flyet i Auckland :) så vi kunne se lidt af nordøen også. I morgen henter vi den bil vi har lejet og begiver os ud på 17 dages ´Road-trip´ ned af for at ende op i Christchurch midt på Syd-øen. Det er rart igen at være i et land hvor alting virker og jeg endelig kan få an masse frugt og grønsager igen.
Alt for nu, det er også længe siden af der har været aktivitet på siden. En anderledes jul, tur til Fiji uden så meget som en streg net på telefonen og så har vi ellers haft travlt med at nyde livet ;)